Darwins stenede univers

Jeg faldt lige over denne gamle artikel, som jeg skrev i 2009. Hvorfor jeg aldrig postede den, vides ikke. Men så er der da glæde ved at læse en gammel tanke..

I disse dage er der stor fokus på seksualundervisning og mangel på samme i diverse medier, på grund af de to 13-årige, der bliver forældre om to måneder.
Dette er for så vidt meget godt, men jeg synes det er tragisk, at man skal ud i en situation, hvor 2 (3) liv skal ødelægges, før samfundet reagerer på noget, der i mange år har været et problem.

Det er ikke mange år siden man indførte seksualundervisning i folkeskolen, men den har fortsat været meget mangelfuld mange steder. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have hørt, at folk synes de havde et godt og dækkende kursus i dette fra folkeskolen. Det er altid en halv historie, der bare har efterladt generte teenagere med en masse spørgsmål, som de ikke har turdet stille, da undervisningen som regel går op i tant og fjas.

Jeg kan huske, at jeg havde en meget sær oplevelse med det i folkeskolen og det efterlod mig med flere spørgsmål end svar. Følgende lærte jeg, da jeg gik i 6. klasse i starten af 90′erne:

1) Manden får erigeret penis.
2) Manden fører sit erigerede lem ind i kvindens vagina.
3) Manden får udløsning.
4) Kvinden bliver gravid.

Med udgangspunktet at jeg selv var hankøn, kunne jeg til dels forstå hvad manden fik ud af det. Men hvorfor skulle kvinden dog gide at deltage i dette, for mig, tåbelige arrangement? I ovenstående beskrivelse gives der på ingen måde udtryk for, at kvinden på nogen måde skulle få noget som helst ud af et samleje, udover at hun bliver gravid.

Efter disse 4 punkter blev vi delt op i 2 lokaler. 1 for drengene og 1 for pigerne. Drengene lærte, at de skal købe kondomer og bruge dem, så de ikke bringer de stakkels piger i ulykke. Pigerne lærte om menstruation, fandt jeg langt senere ud af.

Så vidt, så godt. Vi lærte altså hvordan man laver børn og hermed må man antage, at vi var bedre rustet til fremtiden, end de to 13-årige fra Als. Men ikke desto mindre forstod vi ikke særlig meget af det hele. For hvornår havner man i en situation, hvor man skulle få lyst til bare sådan uden videre, at stikke sit erigerede lem op i en pige og hvad nu hvis hun hellere ville lege med dukker? Skulle man så bare gøre det alligevel? Eller hvordan var det?

Tiden nærmer sig, hvor jeg skal til at skrive mit speciale og derefter bevæge mig ud i den store voksne arbejdsverden.
Jeg skal ud og bruge de evner, jeg har tilegnet mig i min tid på Københavns Universitet og det bliver ganske spændende. Ikke mindst fordi der konstant er et snigende spørgsmål i baghovedet, der lyder: Men hvad kan jeg?

Jeg kan mange ting. Men absolut ikke nok. Dette skyldes ikke min egen manglende indsats, men i højere grad, at jeg kommer ud på den anden side med en halv kandidatuddannelse.

Som et led i de mange tiltag, der skal få studerende hurtigere igennem, har man simpelthen valgt at halvere uddannelsen. Førhen tog man 4 kurser pr. semester (1/8 årsværk) og det er nu ændret til 2 kurser á 1/4 årsværk.
På den måde skal jeg skrive et speciale på baggrund af de 6 skaldede kurser, jeg har taget på overbygningen, hvor man tidligere havde 12.

Det ser på mange måder utroligt pænt ud i statistikkerne, at folk bliver hurtigere færdig, men færdig med hvad? En halv uddannelse i forhold til hvad man fik førhen! Den brede faglige viden jeg skal forestille at tilegne mig, er ganske enkelt blevet halveret og dermed citronmåneficeret.

Nu er jeg så ikke et menneske, der lader mig nøje, og derfor har jeg fulgt nogle ekstra kurser, som jeg dog ikke har været til eksamen i. Men det er langt fra alle der gør det, selvom de har muligheden for det, fordi det kan virke ganske demotiverende, at følge et kursus, som aldrig kommer til at figurere nogle steder. Hvilket også er forståeligt nok! Vi bliver jo samtidig banket oven i hovedet med, at vi skal være hurtigt færdige og så er der ikke tid til den slags svinkeærinder!

Men hvad skal der blive af fremtidens akademikere, hvis de kun kan det halve af hvad deres ældre kollegaer kan? Jo, de må vel efteruddanne sig, så de kan opnå det samme faglige niveau, som der forventes af dem på arbejdsmarkedet og hvad er det så vi har vundet? En masse kandidater, der ikke nødvendigvis kommer hurtigere i arbejde, for de er nødt til at uddanne sig videre bagefter!

Selv har jeg netop søgt et job, hvor det første år går på uddannelse, ganske enkelt fordi jeg ikke føler mig ordentligt klædt på til at skulle på arbejdsmarkedet endnu. Naturligvis bliver man oplært hvorend man starter, men jeg er ikke færdig med at lære, og jeg er uhyggeligt bevidst om alle de ting jeg ikke ved.

Man arbejder nu på nye studieordninger, der skal holde i længere tid, end de tidligere har gjort, hvilket giver udmærket mening, da der konstant har hersket kaos i min uddannelsestid, fordi alle er på forskellige ordninger og dermed kræves forskellige ting til eksamen, hvilket på ingen måde er optimalt for underviserne heller.

Jeg går stærkt ind for nye studieordninger over hele linjen, men synes de skal træde et skridt tilbage og se på de gamle ordninger og genindføre hele uddannelser, der ruster de studerende bedre, i stedet for bare at fokusere på, at folk skal være færdige for enhver pris!

Kender du det?

Man møder et ærgerligt menneske ude i byen, der lægger an på een. Man tænker: Det der er sgu langt under min standard! Vedkommende bliver insisterende ved med at forsøge, og på et tidspunkt tænker man: “What the hell.. Han/hun får næppe noget særligt ofte.. Lad det være et selvtillidsboost for ham/hende.”

Taberknaldet

Og så knalder man under standard og føler, at man har gjort årets gode gerning.

På engelsk kaldes det mercy fuck.

Så har man prøvet det med. Et sommerkursus i Uppsala. Og hvad har dette så givet?
Jo, det har bestemt fremmet min evne til at forstå svensk, hvilket også var tiltrængt. Men det har i den grad også sat min tålmodighed på prøve.

For det første skulle vi modtage et stipendie til at dække rejse- og boligomkostninger i løbet af maj måned. Disse kom først 2 dage inden afrejse, altså mandag d. 7. juni. Hvis folk ikke havde købt billetter på forhånd, måtte de nødvendigvis skulle betale overpris og så rækker stipendiet ikke så langt.
Vi ankommer til Uppsala Universitet onsdag d. 9. juni, hvor der er velkomst og praktisk information på skemaet. Velkomst var der, men den praktiske information eksisterede åbenbart kun på skemaet. Der var intet man ikke kunne have undværet at høre om, før dagen efter.

Der er reserveret kollegieværelser til os, lidt udenfor byen og ved indtjekning må mange sande, at der trods et ryddet værelse, ikke er gjort rent. Men det var ingenting i mod de køkkener, man blev mødt med, men det er vel en tradition for kollegiekøkkener, at de skal være så ulækre som overhovedet muligt. Afløbene i bygningerne kunne trænge til en god afrensning, da der kom en liflig duft, der til forveksling mindede om et renseanlæg, når man brugte håndvasken på badeværelset. Om natten kunne man så erfare, at der er lukket for varmen og at isolationen virkelig er dårlig, så man kunne sove med alt tøjet på og stadig fryse.

Dagen efter starter undervisningen, som består af 4 lektioner og som er ganske tilfredsstillende. Dagen efter er der ekskursion og da denne er overstået, forlader alle mand bussen og folk går til weekend. Og hvad så? Ja, man har højst talt med dem, man eventuelt kender hjemmefra og ellers blot smalltalket med de øvrige deltagere. Flere var dermed totalt afskåret fra resten af gruppen og havde en yderst ensom weekend. Jeg var ikke selv en af dem, da jeg sørgede for at få nogle aftaler, men det kan næppe have været sjovt for dem det gik ud over. Kollegiet skulle desuden have sørget for internetopkobling, men dette var ikke sket endnu, hvilket videre førte til, at man ingen chance havde for at opsøge andre.

Da weekenden så er overstået, kommer en almindelig undervisningsuge, som også fungerer godt og de, der gik glip af sociale begivenheder weekenden før, sørger for at få telefonnumre, så vi alle kan kommunikere. Flere bliver småsyge i løbet af ugen på grund af de kolde værelser, men alle hænger dog i og holder ved så godt de kan.

Endnu en weekend kommer og denne gang fungerer den bedre og man kan selv vælge, om man vil deltage i arrangementer eller ej. Forskellen er, at denne gang har man et valg. Stadig har vi ikke modtaget login til internettet, hvilket efterhånden begynder at være ganske kritisabelt, i forhold til at vi har betalt 3170 SEK (2472 kr.) for vores små kollegieværelser, som er standardversionen, som man kender fra Danmark.

Vi påbegynder en ny uge mandag d. 21. juni og denne dag må jeg selv tilbringe i sengen, som tak for det dejlige dårligt isolerede værelse.
Tirsdag d. 22. juni modtager vi endelig login til internettet, men flere af dem virker ikke.
Denne uge har også kun 3 undervisningsdage og så er der fri til at skrive opgave, der skal afleveres d. 28. samt forberede det mundtlige oplæg, som skal holdes d. 28 og 29. Juni.

På 3 uger har vi altså haft 40 undervisningstimer og alt for meget fri. Der har været alt for meget tid til at glo ind i væggen og nu skal vi have endnu mere fri. Jeg har personligt valgt ikke at se ret meget på opgaven og heller ikke på det mundtlige oplæg, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal få alle de fridage til at gå med.

Der har været så mange ting, der ikke fungerede og planlægningen har været helt utroligt dårlig, selvom selve kurset har været ganske tilfredsstillende. Men til syvende og sidst hælder jeg alligevel mod en overvejende dårlig oplevelse, fordi der har været så mange andre ting, der bare ikke fungerede.

Det vil være med en vis forbeholdenhed hvis jeg nogensinde skal anbefale nogen at tage på Nordkurs.

Det er også synd for de danske hjemløse, der i disse dage svigtes i medierne.
Havde der været agurketid i Danmark, ville der sikkert have været langt større fokus på de hjemløse, der er meget ilde stedt i disse dage.
Det er en koldere vinter, end vi er vant til og dette mærkes af os alle.

Ikke mindst de hjemløse, der skal være i kulden hele tiden og som fuldstændigt bliver ignoreret, på grund af ulykken i Haiti. Bevares; Det er da synd for dem og naturligvis skal de have hjælp, men derfor mener jeg nu stadig, at vi ikke bør glemme hvad der sker i vores eget land.

Der er ikke plads nok på de eksisterende herberger, og socialminister Karen Ellemann (V) er ikke interesseret i at mødes med de frivillige, der kan huse disse mennesker. Begrundelsen lyder, at de frivillige vil bede om dispensation for bestemmelsen om at herbergerne ikke må huse udlændinge og at man ønsker en varig løsning, så problemet ikke opstår igen næste vinter. Læs artikel på dr.dk.

Begge dele ville vise medmenneskelighed og hjælpe en masse mennesker. Og det kan vi jo ikke have i et småborgerligt land, som Danmark er ved at blive. Enhver er sin egen lykkes smed og de kan vel også bare lade være med at være hjemløse. Vi skal jo her huske på, at de naturligvis får den samme løn som Karen Ellemann og derfor har det frie valg til at rejse sig fra deres nuværende situation. Eller noget.

På fredag er der “hjælp en hjemløs”-dag på Rådhuspladsen, hvor man kan aflevere det gamle tøj man ikke bruger, så andre får en bedre mulighed for at overleve. Jeg vil gerne opfordre folk til at gå deres klædeskab igennem for (især) varmt tøj, som de kan give væk og dermed vise, at vi ikke er så afstumpet et land, der ikke kan hjælpe de svageste i samfundet.

Se mere om “hjælp en hjemløs”.